Pianorama

Master Class

PIANORAMA

”Klaversonaten før og efter Beethoven”

Koncerter og Masterclass på Kappelborg

Professor Anne Øland og klaverklassen

fra Det Jyske Musikkonservatorium gæster Skagen

     Professor Anne Øland og klaverklassen fra det Jyske Musikkonservatorium i Århus gæster Skagen den 27. og 28. september. Turen er blevet til i et samarbejde mellem Skagen Musik- og Teaterforening, Kulturhus Kappelborg og Anne Øland, der i en menneskealder har uddannet pianister på højeste niveau i Danmark.

Under navnet ”Pianorama” har Anne Ølands klaverklasse markeret sig med professionelt klaverspil af høj klasse ved koncerter i Musikhuset i Århus og rundt omkring i landet. Gruppen af studerende, som ved besøget i Skagen tæller 13, kommer, udover fra Danmark, også fra Portugal, Rusland, Lithauen, Spanien og Norge. Det taler sit eget sprog, at klavermiljøet i Århus omkring Anne Øland også tiltrækker studerende uden for landets grænser.

Temaet for koncerterne, som finder sted lørdag den 27. september kl. 16 og søndag den 28. september kl. 15, er ”Klaversonaten før og efter Beethoven”. Med en klaversonate forstås et stykke musik for solo-klaver, som oftest består af 3-4 satser. Der komponeredes klaversonater i barokken, f.eks. af Domenico Scarlatti – i klassikken, f.eks. af Mozart og Haydn – i romantikken, f.eks. af Brahms, Schubert og Liszt, og i det 20. århundrede, f.eks. af Janacek og Prokofiev. Med titlen ”Klaversonaten før og efter Beethoven” spiller klaverklassen fra Århus netop IKKE musik af Beethoven, med hvem klaversonaten som genre må siges at nå et højdepunkt, men af en lang række komponister før og efter Beethoven, som også har skrevet vidunderlige sonater. På programmet står, blandt andre, musik af ovennævnte komponister. Publikum får altså klaver-sonaten meget bredt præsenteret, fra barokken over klassikken til romantikken og det 20. århundredes musik. Der er forskellige programmer til de to koncerter lørdag og søndag, så man kan med fordel komme til dem begge!

Udover koncerterne får publikum mulighed for at overvære det professionelle arbejde, der finder sted op til en koncert. Lørdag den 27. september kl. 11-14 underviser Anne Øland på masterclass de konservatorie-studerende i den musik, de senere spiller til koncert. Og søndag den 28. september underviser Anne Øland musikskoleelever – en anden side af det pædagogiske arbejde, der også står Anne Ølands hjerte nær. På www.klaverkufferten.dk, som er Anne Ølands klaverpædagogiske hjemmeside, kan man få et indtryk af dette.

Endelig skal nævnes, at der inden koncerten den 27. sept. er koncert-introduktion ved Anne Øland kl. 15, hvorefter der bydes på en kop kaffe inden koncerten.

Der er gratis adgang til masterclass og undervisning af musikskoleelever. Entré til koncerterne er kr. 150,- og billetter kan købes på www.skagenbilletten.dk, på biblioteket og ved indgangen. Alle arrangementer finder sted på Kulturhus Kappelborg, Skolevej 5, Skagen.

Lørdag 27/9:  kl. 11-14: Anne Øland underviser konservatoriestuderende – Gratis adgang.

kl. 15: Koncertintroduktion v/ Anne Øland. Kaffepause.

kl. 16: Koncert: ”Klaversonaten før og efter Beethoven”. Entré: 150,-

Søndag 28/9:   kl. 10-12: Anne Øland underviser musikskole-elever – Gratis adgang.

kl. 15: Koncert: ”Klaversonaten før og efter Beethoven”. Entré: 150,-